Vi arbejder online på sikrede og krypterede platforme.

Gymnasium vender storkonflikt til samarbejde og gensidig tillid

Udfordringen

Marselisborg Gymnasium har i en årrække været plaget af interne konflikter og uenigheder mellem medarbejdere og ledelse, som har skabt mistillid mellem de to parter. I 2022 eskalerede konflikten, idet en række medarbejdere henvendte sig til Arbejdstilsynet. Arbejdstilsynet gav gymnasiet påbud om at få afdækket det psykiske arbejdsmiljø samt sikre de nødvendige foranstaltninger for at få rettet op på arbejdsforholdene, så forholdet mellem ledelse og medarbejdere kunne genetableres.

Resultater

  • Markant øget trivsel, idet GAIS-målinger (God Arbejdslyst Indeks Survey) har vist, at skolen gik fra at underpræstere på stort set alle parametre til efter indsatsen at have en trivsel svarende til landsgennemsnittet for tilsvarende institutioner. GAIS-målingerne viste særligt øget trivsel i forhold til balance, medbestemmelse og ledelse
  • Reorganisering af ledelsesopgaver, så medarbejderne nu har en tættere kontakt til deres nærmeste leder og ved, hvem de skal gå til i tilfælde af mistrivsel
  • Rektor og tillidsrepræsentant fortæller, at samarbejdet mellem medarbejdere og ledelse er væsentligt forbedret og at aftaler overholdes
  • Der er udviklet en procedure for håndtering af fremtidige krænkelser. Desuden er der lavet en gennemgang af skolens kommissorier, procedurer og aftaler, så de er entydige og afstemt med ledelse og medarbejdere

Godt samarbejde om svær opgave

Samarbejdet med HumanAct har været rigtig godt. Konsulenterne Søren Braskov og Pernille Frisch har været grundige og turde sætte ord på sandheden, selvom konklusionerne på undersøgelserne har været hårde – særligt for ledelsen. Det er en svær opgave, de har været på, fordi der har været så mange konflikter, de skulle træde ind i. Her har Søren og Pernille suppleret hinanden godt, fordi Pernille har været god til at skære ind til benet, mens Søren har haft et mere holistisk blik. Det har været et godt miks.

Erik Østergaard Jensen, bestyrelsesformand på Marselisborg Gymnasium

Forløbet

Marselisborg Gymnasium og konsulenterne Søren Braskov og Pernille Frisch fra HumanAct har samarbejdet om det psykiske arbejdsmiljø på skolen gennem 14 måneder fra januar 2023 til marts 2024. Arbejdet kan inddeles i tre faser:

Afdækning af det psykiske arbejdsmiljø

Det psykiske arbejdsmiljø blev afdækket ved brug af en GAIS trivselsmåling samt semistrukturerede interviews med alle ledere og udvalgte medarbejdere. Desuden blev der lavet gruppeinterviews med alle lærere og teknisk administrativt personale.

Undersøgelsen viste, at medarbejderne havde en oplevelse af generel mistrivsel og nogle medarbejdere oplevede sig krænket af ledelsen, mens også ledelsen følte sig krænket af medarbejderne. Samtidig viste målingen, at flere medarbejdere havde mistillid til ledelsen, mens også ledelsen havde mistillid til medarbejderne.

Indførelse af tiltag

Undersøgelserne gav anledning til at opstille en række pejlemærker som HumanAct skulle arbejde for at indfri i samarbejde med gymnasiets medarbejdere, ledelse og bestyrelse. Pejlemærkerne blev udarbejdet i samarbejde med bestyrelsen og affødte en række tiltag, herunder bl.a.

  • Nye procedurer for arbejdstilrettelæggelse og opgaveportefølje
  • Reorganisering med nye funktioner som ”nærmeste leder”
  • Gennemgang af aftaler og procedurer
  • Aftale om adfærdskodeks ved krænkelser

Evaluering

Efter alle tiltag var indført blev forløbet afsluttet med en evaluering i februar 2024. Evalueringen bestod af en ny GAIS-måling samt interviews med ledelse og relevante medarbejdere. Evalueringen viste en markant stigning i trivslen på skolen.

Det siger konsulenten

Arbejdet på Marselisborg Gymnasium har været en krævende opgave, fordi flere års interne konflikter ikke er noget, man løser over natten. Alligevel er det lykkedes – i samarbejde med ansatte og bestyrelse – at flytte skolen langt. Det kan vi se helt tydeligt i GAIS-målingerne, der viser, at skolen har øget trivslen markant. Det betyder ikke, at arbejdet er i mål, men nu er der lagt en kurs, så skolen har noget at arbejde videre med. Med ro på trivslen er der også mere overskud til at fokusere på medbestemmelse i medarbejderstaben og pædagogiske udviklingstiltag.
Samarbejdet med ledelse og bestyrelse har været godt. Selvom undersøgelserne bl.a. har vist kritik af ledelsen, så har særligt rektor Kirsten Skov været god til at tage skeen i den anden hånd og se fremad. Det har været vigtigt for at nå godt i mål med forløbet.

Søren Braskov, konsulent hos HumanAct

logo m hjerte-rundt
Bedre trivsel og gode værktøjer

Vi står et helt andet sted med vores trivsel på skolen nu, end vi gjorde for et år siden. Det skyldes blandt andet de indsatser, vi har indført i samarbejde med HumanAct. Særligt har det været en stor hjælp for os at få omorganiseret, så alle medarbejdere nu har en ’nærmeste leder’. Samtidig har HumanAct givet os nogle gode værktøjer, som vi gør brug af for ikke at ende i samme situation igen. Vi er ikke i mål med vores trivsel – men vi er nået langt og bliver ved med hele tiden at have trivslen for øje.

Kirsten Skov, rektor på Marselisborg Gymnasium