Vi arbejder online på sikrede og krypterede platforme.

Generationsskifte i familievirksomheden – 7 gode råd

to generationer giver hånd

Generationsskifte i familiefirmaer rummer mange psykologiske udfordringer og dilemmaer. Vi kommer med syv gode råd til, hvordan I håndterer processen.

Af erhvervspsykolog Søren Braskov og psykolog og journalist Charlotte Juul Sørensen, HumanAct

Forskning fra Center for Ejerledede Virksomheder viser, at omkring 23.000 små og mellemstore danske virksomheder står overfor et ejerskifte i perioden 2015-2025, og at omkring en fjerdedel forventer at foretage et generationsskifte indenfor familien.

Det er naturligvis vigtigt at have juridisk og økonomisk rådgivning på banen, men generationsskiftet rummer også psykologiske udfordringer og dilemmaer. Det er for eksempel ikke sikkert, at I som familie er enige med hinanden om, hvordan firmaet skal føres videre, og det kan være, at den nuværende ejer bliver nødt til at træffe nogle upopulære beslutninger.

Måske trækker I beslutningen ud. Skubber den foran jer, fordi det er svært og måske ligefrem ubehageligt at skulle tage hul på. Men det bliver det ikke lettere af.

Vi har samlet 7 gode råd til ejere af familievirksomheder, der står overfor generationsskifte. Råd der – fra et psykologisk perspektiv – kan være med til at sikre en god proces.

1. Start processen i god tid

Det er ofte lettere og mindre konfliktfyldt at tale om ting, der ligger lidt ude i fremtiden, end ting, der ligger lige for. Derfor er det en god ide at begynde at tale om generationsskiftet nogle år før, det skal finde sted.

Hvis I er ude i god tid, har familien også bedre mulighed for at overveje de forskellige muligheder i fred og ro. Det er bedre, end hvis I er nødt til at træffe hurtige beslutninger under tidspres.

2. Sæt nogle formelle rammer for dialogen

Man kan være tilbøjelig til at begynde at tale om generationsskiftet i uformelle rammer, for eksempel når man alligevel er sammen som familie. Det kan imidlertid medføre uklarhed, fordi man hver især ikke rigtig er klar over, hvor alvorligt man skal tage snakken. Man risikerer også, at nogle af de involverede ikke altid er til stede.

Det er derfor en fordel at aftale nogle formelle rammer for snakken. Hold afgrænsede møder på arbejdspladsen, og sørg for at alle involverede parter er til stede. Aftal gerne en række møder, så I kan tænke jer om indimellem.

3. Se ønsker og dilemmaer i øjnene

Generationsskifte kan være forbundet med mange – måske modstridende – ønsker, og rumme mange dilemmaer. Det kan være, at ingen af børnene ønsker af overtage virksomheden. Det kan være, at den der ønsker at over tage, ikke er kvalificeret, set med andres øjne. Eller der kan være uenighed mellem søskende om, hvordan ansvaret skal fordeles.

Det er vigtigt at få alle ønsker og dilemmaer på bordet og få talt om dem, også selvom det er svært. Ellers risikerer I at ende med en løsning, som ikke bakkes op af alle i familien eller i firmaet.

4. Lyt til hinanden

Når ønsker og dilemmaer er på bordet, skal I tage jer tid til at tale om dem. I skal lytte til hinanden, spørge ind, og forsøge at forstå hinandens synspunkter. Jo bedre I forstår hinandens ønsker, jo lettere vil det være at finde frem til de gode løsninger.

Det er ikke sikkert, at alle ønsker kan blive opfyldt, og at alle kan blive enige om en beslutning. Men det er lettere at acceptere, at man ikke får sine ønsker opfyldt, hvis man oplever, at de virkelig er blevet hørt og forstået.

5. Hav modet til at træffe beslutningen

I sidste ende er det den fungerende ejer af virksomheden, der har ansvaret for at træffe en beslutning. Det kan nogle gange kræve mod – ikke mindst, hvis man ikke kan stille alle tilfredse. Men det er nødvendigt at træffe en beslutning, der er god for virksomheden.

Når beslutningen er truffet, skal ejeren melde den ud til de involverede personer og begrunde den klart og sagligt. Giv parterne mulighed for at stille spørgsmål. Det er vigtigt, at alle forstår, hvorfor beslutningen blev, som den blev – ikke mindst, hvis den gik dem imod. Det gør den lettere at acceptere.

6. Afklar roller og funktioner

Når generationsskiftet skal finde sted, er det vigtigt at I har truffet helt klare aftaler om, hvem der skal have hvilke roller og funktioner. Det er for eksempel vigtigt, hvis flere søskende skal dele firmaet. På den måde kan I reducere forvirring og måske ligefrem konflikt i forbindelse med generationsskiftet.

Det er især vigtigt, hvis den afgående direktør eller leder fortsat skal spille en rolle i firmaet. Her er det nødvendigt at have helt klare aftaler om, hvem der træffer hvilke beslutninger – og at holde sig til dem.

7. Marker generationsskiftet i virksomheden

Når generationsskiftet finder sted, skal I melde ud til medarbejderne, hvordan den nye rollefordeling ser ud. Det skaber klarhed om, hvem de skal henvende sig til med hvad. Det er altid vigtigt, men især, hvis den afgående leder stadig færdes i eller spiller en rolle i firmaet.

Det kan også være en god ide at foretage nogle fysiske ændringer, der markerer skiftet. Hvis datteren for eksempel overtager farens kontor, er det vigtigt, at hun sætter sit eget præg på det – selvfølgelig med respekt for virksomhedens kultur, som gerne skal bæres videre.

 

Læs mere om, hvordan HumanAct hjælper ejerledere godt igennem processen med generationsskifte.