Når kommunikation fremmer samarbejdet
God kommunikation gør mig selv tydelig i verden og anerkender samtidig andres plads. Det fremmer samarbejdet. Og det kan trænes.
Du skal præsentere en ny ide i dit lederteam. Det går fint, men så begynder du at lægge mærke til tilhørerne. Der er én, der gaber. Én tjekker diskret sin telefon. De fleste kigger ned. Og du mærker det straks – dit mod falder en lille smule.
Kender du det?
Vi kommer tit til at møde hinanden på måder, som ikke skaber de muligheder for samspil og udvikling, vi ønsker os. Fordi vi glemmer, hvor stor betydning vores non-verbale kommunikation har for, om andre føler sig set, hørt og taget alvorligt.
Sådan behøver det ikke være. Ben Bryant, professor ved IMD, har udviklet en model, der hjælper os med at bliver mere bevidste om, hvordan vi kommunikerer hensigtsmæssigt, og hvornår vi ryger ud i at kommunikere uhensigtsmæssigt.
Autoriserende og deautoriserende kommunikation
Bryant taler om at kommunikere henholdsvis autoriserende og deautoriserende.
Vi er autoriserende, når vi indstiller vores måde at kommunikere på efter dem, som vi er sammen med. Når vi er åbne, inviterende og anerkendende i samtalen. Når vi viser interesse – både med ord og kropssprog. Den slags kommunikation fremmer muligheden for at udfolde dét, vi taler om, til gavn for både opgaven og samarbejdet.
Deautoriserende kommunikation er, når vi taler ned til andre og skifter emne væk fra dét, som en anden var i gang med. Når vi sukker og vender øjne. Når vi lægger andre mennesker ord i munden, som handler om vores egen pointe i stedet for deres. Når vi retter opmærksomheden på telefonen i stedet for på den, som taler. Det er kommunikation, der lukker os af og begrænser andre.
Autoriserende kommunikation fremmer samarbejdet
Vi kan blive bedre til at holde os i den autoriserende kommunikation, når vi bliver mere opmærksomme på vores egne og andres mønstre i samtaler og møder.
Når jeg observerer grupper, som arbejder målrettet med autoriserende kommunikation, kan jeg med det samme se, hvilken forskel det gør. Der bliver mere ro i rummet, og der udvikles flere idéer. Mødedeltagerne bliver mere opmærksomme på at leve op til aftaler, fordi kommunikationen og møderne opleves som respektfulde og forpligtende på en ny måde.
Samtidig skal vi selvfølgelig ikke forvente, at den deautoriserende kommunikation forsvinder, blot fordi vi bliver mere opmærksomme. Der vil stadig opstå situationer, hvor vi føler os pressede og reagerer mere impulsivt og uden omtanke. Det er menneskeligt.
Pointen er, at med øget opmærksomhed på, hvordan autoriserende kommunikation befordrer engagement og ideudvikling, kan vi opøve vores opmærksomhed på, når vi forfalder til deautoriserende kommunikation. Vi kan dermed lettere gribe os selv undervejs og ændre stil. Og vi kan efterfølgende snakke med dem, som måske blev kørt over af os i en situation, om det.
Vi kan ikke ikke-kommunikere
Alt, hvad vi gør og ikke gør i situationer, opleves af andre som kommunikation.
Ordene udgør under 10% af den samlede kommunikation. Måden, vi siger tingene på, udgør en del mere. Stemmeføring, styrke, talehastighed, tydelighed og pauser efterlader omkring 35% af det samlede indtryk. Omkring 55% af indtrykket kommer af måderne, vi bruger vores krop på, mens vi taler. (Kilde: Albert Mehrabian)
Det skyldes, at vores hjerne er rigtig god til at skanne informationer. Den tager meget mere ind, end vi har bevidst adgang til.
Selvom vi ikke har bevidst adgang til alle informationerne, påvirker de os stadig meget aktivt. Det kan vi se på folk, som er i god og tæt samtale. De spejler ubevidst hinandens kropslige signaler, fordi det er vores måde at skabe ro og sikkerhed for den anden.