Skab en strategi, der kobler mål og handling
Læs vores bud på, hvordan I udvikler en strategi, der skaber sammenhæng mellem det, I vil nå med virksomheden, og det, I gør for at nå det.
Af Palle Grzona
Strategien skaber overblik over virksomhedens samspil med kunder, leverandører og andre interessenter. Og den skaber sammenhæng mellem mål og handlinger, både mellem jer og jeres omgivelser og internt i virksomheden.
Det lyder jo godt, men hvordan er det så lige man udvikler strategien? Vores bud på udvikling af en strategi, der holder, går gennem fem trin.
Læs de fem trin nedenfor, eller læs mere om, hvordan vi kan hjælpe jer med at udvikle jeres virksomhedsstrategi her.
1. Afklar missionen
Det første trin er en afklaring af virksomhedens mission. Det betyder helt konkret hvorfor virksomheden eksisterer. Missionen siger noget om, hvad I skal, og hvad I vil opnå. Dermed definerer I også, hvad I ikke gør, og skaber et billede af, hvad der skal være jeres kernekompetencer.
2. Beskriv missionen
Når det er på plads, kan I se frem og beskrive, hvad I som virksomhed gerne vil udvikle jer til. Det er jeres vision. Den beskriver både, hvordan I gerne vil se jer selv som virksomhed i fremtiden, og hvordan I ønsker at blive opfattet af omverdenen fremover. Visionen er dermed jeres stræk fremad. Det er den ledestjerne, I ønsker at bevæge jer hen imod, og som er udenfor rækkevidde her og nu.
3. Afklar værdierne
Så skal I afklare de værdier, virksomheden bygger på og vil leve efter. Her beskriver I, hvad der er vigtigt og værdifuldt for virksomheden, for medarbejderne og for kunder og andre interessenter. Det er på mange måder at sammenligne med et fundament. Værdier virker i det stille og påvirker alles adfærd og valg. De bliver retningslinjer som definerer og motiverer medarbejderes adfærd og som påvirker omgivelsernes vurdering af virksomheden.
4. Beskriv målene
Den sidste forberedelse til at definere strategien er at beskrive virksomhedens mål. Om mål kan man sige, at det, man tæller, er det, der gælder. Så her præciserer I både kvantitative og kvalitative mål. De kvantitative mål er faktorer som eksempelvis finansielle mål; hvor store I vil være som virksomhed, hvor mange produkter I vil fremstille og hvor mange fejl I kan leve med. Kvalitative mål er eksempelvis hvor godt I vil vurderes af jeres medarbejdere og interessenter, og hvad I vil kunne præsentere i jeres årsberetning.
5. Formuler strategien
Med disse beskrivelser på plads samler I de vigtige pointer i en fælles formulering, som bliver virksomhedens strategi. I formuleringen er der nogle vigtige opmærksomhedspunkter, som den amerikanske professor i virksomhedsudvikling, Peter Drucker har beskrevet.
- Der skal være sammenhæng imellem det, I har beskrevet i mission, vision, værdier og mål. Hvis de ikke spiller sammen, bliver strategien utroværdig og umulig at følge.
- Strategien skal være udfordrende og samtidig bygge på realistiske antagelser om både virksomhedens egne ressourcer og kompetencer og om kundernes og brugernes behov.
- Strategien skal forholde sig til virksomhedens konkurrenceevne og være med til at bevare og udbygge de konkurrencemæssige fordele, virksomheden har.
- Og den skal sikre en dynamik i virksomheden, så det er muligt at forandre sig i takt med omgivelserne og gerne være lidt foran de forandringer, som sker.
Brug strategien dynamisk
Med de sidste punkter bliver det klart, at strategien er et dynamisk dokument, som jævnligt skal evalueres i forhold til den aktuelle udvikling. Det er derfor også vigtigt, at ledelsen er tæt engageret i arbejdet med at formulere det. Og at nøglemedarbejdere fra de områder, som de strategiske initiativer omfatter, er involveret i formuleringen.
Derved sikrer I engagement og ejerskab på alle niveauer i virksomheden. Og I sikrer, at de relevante og nødvendige forhold bliver beskrevet på måder, så det kan fungere som en vejledning for alle, som skal medvirke til, at de strategiske initiativer bliver indfriet.
Læs mere om, hvordan vi arbejder med virksomhedsstrategi i HumanAct